Med mange selvbiografiske træk fortæller drengen Peter om tiden på en kostskole for "adfærdsvanskelige børn", drevet efter kønne idealer og principper, i realiteten en barbarisk menneskeødelæggelsesfabrik med overvågning, ensretning og kontrol
Forfattere og illustratorer - Voksne Høeg, Peter De måske egnede "- Jeg har tænkt over hvorfor det er så svært for dem, hvorfor der er så mange regler. Og jeg har tænkt, at det er fordi de må holde verden udenfor ude. For derude løfter det ikke opad over det hele, derude er der mange steder hvor tiden trækker en ned mod tilintetgørelsen. Dette må de holde ude, man må ikke tvivle på at verden løfter en opad, tvivler man, så bliver det umuligt at overkomme forventningerne. " "De måske egnede", s. 81. Succesen med "Frøken Smillas fornemmelse for sne" blev fuldt op af den mere stramme og snævert fokuserede roman "De måske egnede" i 1993. Her bliver et disciplineret, grundtvigiansk skolesystem afstraffet i en fortælling om tidens tvang og muligheden for en ægte samhørighed med andre mennesker. Bogens fortæller er en forældreløs teenager, der er vokset op på stribevis af institutioner. Her er reprimanderne korporlige og systemtænkningen altomfattende. Sådan er det også på Biehls Privatskole, hvor fortælleren går i valgslægtskab med pigen Katarina og det helt ødelagte barn, August.
Bogen er først og fremmest en kritik af en undertrykkende skole, der ikke giver frihed og mulighed for at udvikle en bred skare af unge men i stedet forsøger at ensrette og diktere dem til at blive på en bestemt måde. Det er et interessant emne, og selvom jeg ikke kan genkende det fra min skoletid (nu gik jeg så også i skole i 80'erne og 90'erne), så kan jeg sagtens forestille mig, at skolesystemet kan have været på den måde i starten af 70'erne (man har vel set Pink Floyd – The Wall:)). Hovedpersonen i bogen, Peter, deler navn med forfatteren, og ud fra skrivestilen i bogen bliver man ind imellem i tvivl om, hvorvidt historien er en form for selvbiografi eller ej. Peter Høeg har selv afvist, at bogen ikke er selvbiografisk, men at en række af hændelserne tager udgangspunkt i virkelige hændelser, og denne vekslen mellem fiktion og virkelighed er faktisk det mest interessante ved bogen. Alt i alt var det en ret blandet læseoplevelse. Jeg kunne godt se det interessante ved emnet og vinklen, men historien krøb aldrig rigtig ind under huden på mig, og det føltes en smule som pligtlæsning.
Han rangerede lige under Gud og havde tætte forbindelser til skoledirektøren, Baunsbak-Kold. De to stod sammen om skolens plan. Med lysets kniv ville de skrabe mørket rent. Sammen havde de ansvaret for en nærmest darwinistisk udvælgelse af de egnede. Men i børnenes dagligdag var lærer Fredhøj den værste. Han var stilfærdig og humoristisk og in-telligent som om han var på elevernes side. Og så alligevel så og forstod han alting og var dødsens-farlig. Her er stof til overvejelse og diskussion. Hvornår er læreren et levende og engageret med-menneske, som barnet trygt kan lære af og betro sig til, og hvornår er lærerens kammerateri et dæk-ke for åndelig Stasi-virksomhed? De Måske Egnede kan hverken bruges som argument for eller imod enhedsskolen. Peter Høeg skriver ikke om holddannelse eller niveaudeling og ikke om elev- eller undervisningsdifferentiering. Han beskriver en skole, hvor tiden er den disciplinerende magt, hvor alt er delt op, systematiseret, planlagt og umenneskeliggjort. Kritikken er meget mere grundlæggende end Knuth Beckers i Ver-den Venter og Hans Scherfigs i Det Forsømte Forår.
Skolen frygter det mørke, visse af børnene befinder sig i, og de ønsker derfor at skrabe mørket af med en læringens og dannelsens kniv, lyset skal sejre og herske overalt. En udvælgelse sker, viden og dannelse implementeres og de skadede børn ændres langsomt. Transformationen af de måske egnede til de egnede er i fuld gang. Streng disciplin, intens læring og overvågning danner tilsammen gitteret rundt om eleverne. Det bevirker, at eleverne flyder sammen på gangene og transporterer sig fra det ene sted til det andet, og de kan ikke på noget tidspunkt forlades. Derfor bliver de også af Peter, Katarina og til dels August set som glastunneller, de alle endeløst og blindt vandrer igennem. Lærerne lægger ikke skjul på, at de har en helt klar plan med tiden, hvilket får Peter og Katarina til at vågne op af dvalen og holde øje med tiden, skemaerne og 'uregelmæssighederne' som pludselig indtræffer. Det står hurtigt klart for dem, at de er i stand til at afkode alt dette og oprøret bliver muligt.
Denne bog fandt jeg hos et antikvariat sidste år, og jeg endte med at købe den, selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke nødvendigvis var en bog, der ville falde i min smag. Imidlertid kan jeg godt lide at udfordre mig selv, og så tænkte jeg, at bogen kunne komme med på sommerferie – hvilket den så gjorde i sidste måned. 'De måske egnede' er skrevet af Peter Høeg og handler om tre børn, der anbringes i den samme københavnske privatskole i starten af 1970'erne. Børnene indgår i et forsøg, hvor skolen prøver at omskole dem fra at være institutionsbørn med ar på sjælen til at blive gode samfundsborgere. Ikke blot for børnenes skyld men også for skolens ry. Omskolingen skal ske med hård disciplin og overvågning, og det er noget, der får børnene til at stejle. Det er ikke en særlig behagelig eller opmuntrende fortælling. Tværtimod er det både sørgeligt og tankevækkende, hvordan skolen begår overgreb mod børnene i forsøget på at gennemtvinge disciplin og orden. Peter Høeg leger med tidsbegrebet, som bruges til at dominere børnene, men jeg må indrømme, at denne del ikke helt fungerede for mig, selvom jeg sagtens kan se det interessante i eksperimentet.
De måske egnede er en roman af Peter Høeg. Den er skrevet i 1993. Bogen handler om de tre børn, Peter, Katarina og August, der er blevet anbragt på Biehls Privateskole i København, i midten af 1970'erne. Børnene finder hurtigt ud af at de er med i et eksperiment igangsat af privatskolen. Eksperimentet går ud på at redde fortabte børn og få dem op i "lyset", så de kan blive til pæne borgere. Børnene vælger at gøre oprør imod eksperimentet. Bogen er samtidig en bog med selvbiografiske træk, som skildrer Peter Høghs egen skolegang på den tid, hvor han selv gik på en københavnsk privatskole. Eksterne henvisninger [ redigér | redigér wikikode] Andersen, Carsten (22. marts 2006). "Forfattere tager læserne ved næsen". Politiken. Hentet 19. januar 2017.
Sitemap | Bt Dk Mobil, 2024