Jeg kom til at tænke på en dokumentarudsendelse, jeg havde set under en af mine natfjernsynsseancer. Den handlede om en kvinde, der var blevet ramt seks gange af lynet. Det var samme urimelighed, der gjorde sig gældende her. " Asger dummer sig og mister alt og må tage et job som handicaphjælper for Waldemar, verdens sygeste menneske. Deres hverdag sammen i betonghettoen Stentofte på Vestegnen er et studie i håbløshed. Indtil de kører sydpå for at opsøge Torbi el Mekki, en healer i Marokko, Waldemars sidste håb. Bibliotekernes beskrivelse Asger mister alt og må tage et job som handicaphjælper hos den kronisk syge og hashrygende Waldemar. Waldemar overtaler Asger til at tage med ham til Marokko så han kan blive kureret for alle sine lidelser, men turen går ikke helt som planlagt. Fandt du ikke hvad du søgte? Hvis denne bog ikke er noget for dig, kan du benytte kategorierne nedenfor til at finde andre titler. Klik på en kategori for at se lignende bøger.
Anmeldelse Døden kører Audi af Kristian Bang Foss Sjov, satirisk og poetisk roman om et roadtrip gennem Europa i kørestol og folkevognsrugbrød. Jeg har både grinet og grædt i selskab med Waldemar i kørestolen og Asger, hans lidt umulige men søde hjælper, på deres roadtrip igennem Europa. Det er Asger, der fortæller historien, og da den starter, arbejder han på et reklamebureau. Privat bor han i en ejerlejlighed i København sammen med Sara og hendes datter Amalie. Asger får en opgave på jobbet, hvor han skal lave en plakat for en multikulturel messe i Kødbyen. Han laver den i sidste øjeblik og har ikke tid til at bruge et modelfoto, så han "låner" et billede på nettet. Det viser sig at være en meget dårlig idé. Asger mister sit job, sin familie, drikker for meget, udebliver fra samtaler i A-kassen, og en dag er dankortet spærret. Derfor bliver Asger handicaphjælper for Waldemar, som er verdens sygeste menneske. Waldemar bor i betonghettoen Stentofte, der ligger på Københavns vestegn – et temmelig trøstesløst sted, hvor Waldemar får dagene til at gå med meget lidt.
Der er øjeblikke i Døden kører Audi, Kristian Bang Foss' nye roman, hvor man tænker: Det her kandiderer altså til en af årets bedste, det her er helt utroligt godt. Der er en pendulbevægelse, som føles unik, tænker man, den går mellem absurd morsomme passager og så disse smukke, ekspansive, trøstesløse beskrivelser af byen og Underdanmark og altings meningsløshed. Der er en bevægelse mellem en stramt komponeret, enkel historie og så det at lade scener, skikkelser, sproget få sit eget liv. De løsriver sig og skinner med en særlig intensitet. Hvis nu Johannes V. Jensen satte sig for at genskrive en af de moderne, danske filmkomedier, en af de sorte, en af dem om stramme madammer og karikerede sociale klienter, en af dem med endimensionelle og energifyldte skikkelser og deres besk-muntre sammenstød, tænker man, så ville han ende her. Men i den sidste fjerdedel løber romanen bogstavelig talt ud i det afrikanske ørkensand. Den bliver forudsigelig og uambitiøs, også selvom slutningen på overfladen har galskab og sammenbrud og flugt fra enhver civilisation.
Asger og Waldemars aparte venskab skildres fra den altid skeptiske Asgers synsvinkel, og romanen bliver et portræt af Waldemar, der med visheden om at skulle dø har en stædig tilgang til verden. Ingen skal stoppe ham i at køre hele vejen til Marokko for at drikke en flaske healervand. Dialogen er præcis og mundret, og den lumre og fjollede tone giver romanens tunge tema en munter overlægger. Og døden, ja den kører rigtig nok Audi og er hele tiden lige i hælene på Transporteren.
Han nikkede til os og samlede en pind op og humpede over og stak den i en mødding, som om han ville tage dens temperatur. Ved siden af møddingen lå en død gris med benene i vejret og lignede en lyserød taleboble, der proklamerede, at nok var her nydeligt, og svalerne slog smut over engene, men for insekterne var de dødens budbringere, og under det hele lurede forrådnelsen og nådesløsheden, som også var eksemplificeret ved Waldemar, som han i sin kørestol kørte ned mod den lille franske bjerglandsby. « Der er noget utroligt fedt – og imponerende – over denne blanding af mistrøstig deadpan og overstyrede metaforer. Passagen viser så også, at når Døden kører Audi undervejs snerrer af foragt over for såvel den kreative klasse som af den danske velfærdsstat og dens klienter, så skyldes det ikke nogen politisk analyse. Den slags gør Kristian Bang Foss det ikke i. Det er bare sådan, at kosmos er ondskabsfuldt, at vi mennesker hverken kan gøre fra eller til, og at ethvert forsøg på at bilde hinanden andet ind er hyklerisk.
"Waldemar fortalte om sine sygdomme og syndromer. Han var en omvandrende lærebog i sjældne og uhyggelige lidelser, fejlede et utal af ting, som jeg hver især ville have slået ihjel for at undgå at blive ramt af. Jeg kom til at tænke på en dokumentarudsendelse, jeg havde set under en af mine natfjernsynsseancer. Den handlede om en kvinde, der var blevet ramt seks gange af lynet. Det var samme urimelighed, der gjorde sig gældende her. " Asger dummer sig og mister alt og må tage et job som handicaphjælper for Waldemar, verdens sygeste menneske. Deres hverdag sammen i betonghettoen Stentofte på Vestegnen er et studie i håbløshed. Indtil de kører sydpå for at opsøge Torbi el Mekki, en healer i Marokko, Waldemars sidste håb.
Og man kommer til at holde af den meget egensindige Waldemar og af Asgers brokkeri. Også selv formålet med latteren, ifølge Asger, er at mane tomheden i Stentofte bort. Der er ingen psykologisk realisme på spil i 'Døden kører Audi'. Romanens begivenheder begrundes kun svagt i en indre nødvendighed, de sker nærmere bare. Som når Waldemar en dag har googlet sig frem til healeren Torbi el Mekki i Marokko, uden før at have udvist interesse for at ændre på sin situation. Det bidrager til en plotmæssig åbenhed, der er i fin samklang med den klassiske road-movie og –bog, der netop dyrker tilfældighederne undervejs. Herunder det groteske man kan komme ud for, når man kører i en folkevogn fra Danmark til Marokko. Plottet i romanen veksler effektivt mellem bevægelsen ned gennem Europa og de forhindringer undervejs, der hindrer deres videre færd og truer med at afbryde rejsen. Det bliver herunder til et ophold i et dansk kunstnerkollektiv i Frankrig, der blev oprettet i protest mod Anders Foghs nytårstale i 2001.
Faktisk føles det om en nødløsning. Historien? Vor desillusionerede fortæller, den fallerede reklamemand Asger, snyder på vægten. Derefter bevæger han sig nedad, først gennem fyring og skilsmisse, siden til 'natfjernsynets tid', siden mod bankerotten. Han ender som hjælper for den stædige Waldemar, der har alle sygdomme i verden. Sammen bevæger de sig rundt i trøstesløshedens forgård, forstaden Stentofte, indtil Waldemar i bogens anden halvdel får den idé at køre til Marokko. Der findes healeren Torbi el Mekki, hvis velsignede vand kan kurere hvad som helst. Så let går det selvfølgelig ikke, men ned gennem Europa går det i det mindste i et brugt folkevognsrugbrød, helt indtil bogens reelle højdepunkt, et besøg i et dansk kunstnerkollektiv langt ude på landet i Frankrig. Her har de politiske kunstnere flygtet til 'i protest mod systemskiftet i 2001', her går de rundt med deres børn med kønsneutrale navne. Her piller de navle og føler, at 'handicappet er det nye sort'. En lyserød taleboble Her går Asger og Waldemar og funderer over livet og naturen: »En gammel mand gik ud ad døren på en gård, vi kom forbi.
Det groteske er en integreret del af det normale. Løsningen findes ikke i drømmen om et andet samfund, livet er ens eget. Man kan køre bort, men til sidst stopper turen. Waldemar gør sig til sidst fri, men det sker i betydningen, amor fati, elsk din skæbne. Eller med en tone, der passer bedre til bogen: Waldemar accepterer sin skæbne. Slutningen er paradoksal. Amor fati kan kun være en individuel løsning, der ikke ændrer på det vilkår, at naturen er ond og samfundet er ondt. Et forbehold mod en meget velskrevet, overraskende og fængende bog må være, at den netop i kraft af sin plotmæssige fornyelse i skildringen af underklassen, (næsten) lader Waldemars sygdom forsvinde under turen. Da sygdommen endelig til sidst er i centrum for historien, gør Waldemar sig fri. Til sidst er hverken Waldemar eller sygdommen længere til stede. Den sidste sætning i bogen lyder da også med en karakteristisk vrængen fra Asger, da han sætter tænderne i et stykke kød: "Det var, som om jeg åd Waldemar. " Skrevet af gymnasielektor og ph.
Sitemap | Bt Dk Mobil, 2024