Politisk system: Parlamentarisk republik Hovedstad: Ankara Samlet areal: 783 562 km2 Befolkning: 72 561 312 Valuta: Tyrkisk lire Tyrkiets flag Den aktuelle situation 9. marts 2020 mødtes formand Charles Michel og formand Ursula von der Leyen med præsident Recep Tayyip Erdoğan i Bruxelles. Lederne drøftede de bilaterale forbindelser, gennemførelsen af erklæringen fra EU og Tyrkiet om migration, sikkerhed og stabilitet i regionen og krisen i Syrien. Mødet fandt sted efter formand Charles Michels besøg 4. marts 2020 i Ankara. Møde mellem EU's og Tyrkiets ledere, 9. marts 2020 18. juni 2019 vedtog Rådet (almindelige anliggender) konklusioner om udvidelsen og stabiliserings- og associeringsprocessen, der dækker Tyrkiet. 20. juni 2019 godkendte Det Europæiske Råd konklusionerne. Rådet (almindelige anliggender), 18. juni 2019 Status i forhandlingerne 1999 - EU-kandidatstatus Tyrkiet fik kandidatstatus efter Det Europæiske Råds møde i december 1999 i Helsingfors. Det Europæiske Råd besluttede på mødet 16.
2017 Ledernes møde i Varna 26. marts 2018 var EU's ledere værter for den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, i Residence Evksinograd i Varna, Bulgarien. EU var repræsenteret ved Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd, Jean-Claude Juncker, formand for Europa-Kommissionen, og Bojko Borisov, Bulgariens premierminister. Lederne havde en omfattende drøftelse om forbindelserne mellem EU og Tyrkiet og om den videre vej frem. Mere specifikt drøftede de: samarbejdet om forvaltning af migrationsstrømme den fælles interesse i at bekæmpe terrorisme retsstatssituationen i Tyrkiet Tyrkiets handlinger i det østlige Middelhavsområde og Det Ægæiske Hav i den seneste tid Tyrkiets engagement i Syrien Ledernes møde i Varna, 26. 3. 2018 Kopiér URL'en i din udklipsholder Kopiér Kopiér
Tyrkiet og Storbritannien blev enige om grænsen i traktaten af Angora (Ankara). Tyrkiets grænse mod Syrien er ikke blevet anerkendt af Syrien. Som følge af Lausanne-traktaten blev den tidligere osmanniske provins Alexandretta (i dag Hatayprovinsen) afstået til Syrien. Men i juni 1939 dannede folket i Hatay en ny, selvstændig stat, og umiddelbart efter dette stemte parlamentet der for at forene den med Tyrkiet. Siden Syriens uafhængighed i 1946 har landet næret et langvarig sinde over tabet af provinsen og dens vigtigste byer Antiokia og Iskenderun (tidligere Antiokia og Alexandretta). Dette problem har fortsat været et irritationsmoment i syrisk-tyrkiske forbindelser. Tyrkiet har tilsammen omkring 7. 200 km kystlinje. Langs Sortehavet og Middelhavet er landets maritime krav på 12 sømil, langs det Ægæiske Hav strækker landets territorialfarvand sig, efter en aftale med det tidligere Sovjetunionen, kun 6 sømil ud fra kysten.
Den tyske kansler fik hurtigt et resultat, da hun i sommeren 2017 begrænsede en række tyske og europæiske bankers mulighed for at garantere for europæiske investeringer i Tyrkiet. Kritikken af Tyskland forstummede i den regeringsvenlige, tyrkiske presse, og fængslede tyske statsborgere blev løsladt. Både Putin og Trump har haft succes over for Erdoğan med en lignende hård økonomisk linje. Til forskel for Putin og Trump undlod Merkel de politiske megafoner, men det var stadigt et kortsigtet og reaktivt svar på enkeltstående bilaterale kontroverser. Tyrkiet er følsomt over for økonomisk pres fra EU, men det er ikke i EU's interesse at risikere økonomisk kollaps i landet. Modsat Rusland og USA er EU en økonomisk supermagt i forhold til Tyrkiet. Og det gør EU's muligheder for at lægge pres på Tyrkiet endnu bedre. USA har netop fjernet Tyrkiet fra listen over lande, der nyder toldfrihed ved salg af en hel række varer til USA, og det er svært at få øje på økonomiske samarbejdspartnere, der kan erstatte EU.
Grænsen mod Bulgarien blev også bekræftet ved Lausanne-traktaten i 1923. Siden 1991 har den mere end 500 kilometer lange grænse mod det tidligere Sovjetunionen, som blev defineret i Moskva-traktaten og Kars-traktaten i 1921, dannet Tyrkiets grænser mod de uafhængige lande Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. Til trods for at Armenien tabte territorium som følge af aftalen, har Armenien efter sin selvstændighed, som en juridisk efterfølger til det armenske SSR, erklæret sin loyalitet til Kars-traktaten, og alle aftaler som den tidligere sovjetiske armenske regering indgik. [1] Grænsen mod Iran blev bekræftet af Kasr-i Sirin traktaten i 1638. Grænsen mod Irak blev bekræftet ved traktaten i Angora (Ankara) i 1926. Tyrkiets to naboer i syd, Irak og Syrien, havde været en del af det Osmanniske Rige frem til 1918. I henhold til bestemmelserne i Lausanne-traktaten, opgav Tyrkiet alle sine krav i disse to lande, som havde været organiseret som mandater i Folkeforbundet under Storbritanniens og Frankrigs styre.
Præsident Erdogan drager fordele af et splittet EU Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan og den tyske kansler Angela Merkel ved G20 topmødet i 2017. Foto: Kayhan Ozer / Anadoulu Agency, Ritzau Scanpix ANBEFALINGER ■ Der er brug for nyt fælles fodslag over for Tyrkiet, enten i EU-regi eller i en gruppe af ligesindede lande. ■ EU er en økonomisk supermagt i forhold til Tyrkiet. Den tyrkiske økonomi er presset, og det kan EU udnytte. ■ EU-landene har brug for at samarbejde med Tyrkiet omkring migration og terror, men den udbredte skepsis over for Erdogan- regeringen gør det vanskeligt. Derfor er det vigtigt at finde nye værktøjer frem. EU's optagelsesforhandlinger med Tyrkiet kan aktuelt ikke fungere som ramme om EU's forhold til Tyrkiet. Det har både Tyskland, EU Kommissionen og Europa Parlamentet på hver sin måde gjort klart på det seneste. EU-landene har imidlertid brug for at samarbejde med Tyrkiet omkring migration og terror, men det er vanskeligt på grund af den udbredte skepsis over for Erdogan-regeringen.
Mødet markerede et vigtigt skridt i udviklingen af forbindelserne mellem EU og Tyrkiet og bidrager til forvaltning af migrationskrisen. EU og Tyrkiet blev enige om at tilføre Tyrkiets tiltrædelsesproces til EU ny fremdrift. Dialogen på højt plan mellem parterne er blevet styrket gennem hyppigere og mere strukturerede møder. Møde mellem EU's stats- og regeringschefer og Tyrkiet, 29. november 2015 7. marts 2016 afholdt EU's stats- og regeringschefer et møde med Tyrkiet med henblik på at styrke samarbejdet om migrations- og flygtningekrisen. Møde mellem EU's stats- og regeringschefer og Tyrkiet, 7. marts 2016 På mødet efter Det Europæiske Råds møde 17. -18. marts 2016 blev EU's og Tyrkiets ledere enige om at fremskynde fuldførelsen af køreplanen for visumliberalisering med henblik på at ophæve visumpligten for tyrkiske statsborgere senest inden udgangen af juni 2016, hvis alle benchmarks er opfyldt. De bekræftede på ny deres tilsagn om at tilføre tiltrædelsesprocessen ny fremdrift som fastsat i den fælles erklæring af 29. november 2015.
Læg hertil at Tyrkiet ikke har adgang til nævneværdige naturressourcer og er en åben økonomi, der er afhængig af samhandel med omverdenen. Endelig bidrager tendenser til klientelisme og udhuling af retsstaten til en tiltagende hjerneflugt fra Tyrkiet; hjerner den stadig mere trængte økonomi har brug for. EU kan derfor bruge en mere realistisk økonomisk stok, hvis det vel at mærke sker som middel, ikke endeligt mål. Ingen i EU har interesse i en økonomisk kollaps i Tyrkiet. Overkommelige forhindringer Igen, det er ingen let kurs for EU at tage. Både migrationsspørgsmålet og et internt splittet europæisk samarbejde kan komme i vejen. Og det kan blive svært at afpasse den hårdere økonomiske linje på en måde, der sikrer en fortsat økonomisk udvikling, som er i EU's klare interesse. Men migrationsspørgsmålet har ændret sig siden 2015. Tyrkiet kan næppe spille flygtningekortet med samme vægt som dengang. Faktisk er der mulighed for, at EU og Tyrkiet kan finde sammen om at gøre det muligt for syriske flygtninge med tiden at kunne vende hjem.
Samtidig er flere EU-lande i de senere år begyndt at indgå bilaterale handelsaftaler med Tyrkiet uden at skele til de krav om politiske og økonomiske reformer, der ellers er aftalt som en del af EU-sporet. Det er en udvikling, som den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, gør sit til at udnytte. Før EU-topmødet i oktober 2017 besøgte han Polen og indgik en række handelsaftaler. Samtidig opnåede han polsk støtte til at modvirke tysk pres på Tyrkiet under EU-topmødet. Noget lignende gør sig gældende i Erdoğans forhold til den ungarske præsident, Viktor Orbán. Ved at indgå bilaterale aftaler opnår præsident Erdoğan at bevare den støtte fra Tyrkiets nye, økonomiske elite, som han bygger sin politiske magt på. Samtidig kan han spille på alle heste i den multipolære verdensorden, herunder samarbejdet med Rusland om energi og sikkerhed. Vanskelige balancegange Spørgsmålet er, hvordan EU kan håndtere forholdet til Tyrkiet på en hensigtsmæssig måde i den nuværende situation. Hidtil har man forsøgt sig med især tre forskellige værktøjer, der alle har været forbundet med problemer.
Dertil kommer, at Erdogan-regeringen ikke udviser nogen villighed til reformer. Et andet værktøj, der hidtil har været anvendt, er støtten til "de andre 50%", altså den politiske opposition. Rationalet har her været, at støtte til de pro-demokratiske og pro-europæiske kræfter i det tyrkiske samfund ville styrke demokratiet. Men den tilgang har også en række slagsider. Den understøtter AKP-regeringens propaganda mod pro-demokratiske grupper, der fremstilles som en form for femtekolonne, som kun er ude på at underminere Tyrkiet. Samtidig er det en uskreven regel i Tyrkiet, at jo længere væk en politisk gruppe er fra magten, jo mere taler den om demokrati. Og omvendt. Jo tættere på magten, jo mindre demokrati. Da præsident Erdoğans AK-parti tilbage i begyndelsen af 00'erne udgjorde "de andre 50%", fremstod partiet som en tilhænger af demokrati og blev af samme grund støttet af EU. Det tredje værktøj er, at enkeltlande oparbejder snævre, interesse-baserede og bilaterale relationer til Tyrkiet.
Sitemap | Bt Dk Mobil, 2024