Forfatter Morten Pape om at bryde med sin sociale arv, om at bære på en ulmende vrede og om at overvære sin egen død. Hvad er det vigtigste, livet har lært dig indtil videre? – At hårdt arbejde altid lønner sig. At dovenskab er opskriften på depression. At stor succes kræver store ofre. Men at stor succes umuligt kan måle sig med gode, sunde relationer. At verden er bundrådden, og man skal holde sig fra at blive fordærvet. At det er en god ide at have et fodboldhold, man kan holde med, for så længe bolden ruller, og der er en næste sæson, så er der ingen grund til at tage sig af dage. For tænk nu, hvis pokalen kom hjem igen... Hvilket karaktertræk bryder du dig ikke om ved dig selv? – Jeg har altid været lavest i hakkeordenen og nød ingen respekt eller særlig status blandt mine jævnaldrende. Som barn og ung er ens placering på popularitetsbarometret utrolig afgørende. Indtil jeg begyndte at skrive som teenager, havde jeg ingen steder at gøre af min vrede og frustration. Jeg kunne ikke udtrykke den udadtil og bruge mine næver eller mit mundtøj i skolegården ligesom alle andre, så jeg lod det bare simre og vokse inde i mig.
Du sparer 34% ift. forlagets pris Spar Bag om Guds bedste børn Da Simon bliver løsladt fra fængslet, er det vigtigt for ham at få skabt en tryg tilværelse for sin familie. Derfor flytter de til Sydsjælland for at starte på en frisk, og han forsøger nu at lægge fortidens synder bag sig. I det sikrede ungdomsfængsel planlægger Mickey at flygte, og i Holmbladsgadekvartet på Amager er Jamil netop blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Jamil drømmer om at få sit liv på rette kurs, men tanken om, at Mickey og Simon for nogle år siden slog hans bedste ven Zeki ihjel, gør det vanskeligt for ham at lægge en dæmper på de spirrende tanker om ondskabsfuld hævn. Morten Pape er tilbage med endnu en socialrealistisk skildring af det Danmark, der svigtes af samfundet og systemet. Det er en barsk men indsigtfuld fortælling om unge mennesker, som er overladt til deres egen vrede og (manglende) evne til at bearbejde den. Vis mere Indbinding: Hæftet Sideantal: 448 Udgivet: 23. august 2018 Udgave: 1 Størrelse: 155x230x40 mm.
Anmeldelse Guds bedste børn af Morten Pape Morten Pape har skrevet sin anden roman, en hjerteskærende og kvalmende fortælling om racisme, vold og svigt. Apati. Anger. Brøde. Ord, som Simon læser i en ordbog og genkender som sine egne følelser i fængslet. Ord, som til gengæld ingen mening har for hans fætter Mickey, som var den, der knaldede en kølle ind i hovedet på avisbuddet Zeki og med et slag dræbte ham. I 2008 blev det 16-årig avisbud Deniz Uzun dræbt med et kølleslag af en 15-årig dreng, mens han sad på en trappe og spiste pizza med sin ven. Drabet var ifølge politiet fuldstændig umotiveret, men vidner til mordet var ikke i tvivl om, at der var tale om en racistisk hadforbrydelse. Papes roman er fiktion, men bygger på sagen om drabet på Deniz Uzun. 17-årige Simons mor er død, og han er opvokset på Amager, hvor han har boet sammen med sin 15-årige fætter Mickey og Mickeys mor, Tina, i et hjem uden noget overskud, men fyldt med narko, had, vold og druk. Morbror Keller er en konstant skygge over deres tilværelse, han forventer broderskab mellem drengene, skaffer dem stoffer og opildner til had mod udlændinge i banden DKP.
Forlagets beskrivelse Simon er netop blevet løsladt fra spjældet og er flyttet til Sydsjælland for at skabe en ny og sikker tilværelse for sin lille familie, selvom fortidens dæmoner og det hårdkogte bagland konstant spøger i baggrunden. Mickey pønser på at flygte fra det sikrede ungdomsfængsel, hvor han driver personalet og de andre indsatte til vanvid. Og i Holmbladsgadekvartet på Amager forsøger Jamil efter en psykiatrisk indlæggelse at få sit liv på sporet igen, men kan ikke slippe tanken om at hævne sig på Mickey og Simon, som for nogle år siden slog hans bedste ven Zeki ihjel i en rus af afstumpet had. Guds bedste børn er en skildring af unge på kanten af samfundet – svigtet af omverdenen, fortabt i systemet, overladt til deres egen vrede. En fortælling om venskab, skyld, skam og forsoning. Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. Planen er hans debutroman og for den vandt han BogForums Debutantpris 2015. Morten Pape er uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16, og han har siden udgivelsen af bogen afholdt en række foredrag og deltaget i debatter om opvækst under forskellige vilkår i Danmark.
Er du en af de, der har haft fornøjelsen af Planen så gør jeg det kort – Det her er om muligt endnu bedre. Jeg kaldte Planen for Årets roman i 2015, nu bliver jeg nødt til at gentage det postulat, Guds bedste børn er Årets danske roman 2018 Morten Pape satte helt nye standarter for en debuterende forfatter. Faktisk havde jeg mine tvivl, om han nogensinde kunne matche Planens vanvittig høje niveau – men, jeg må bare bøje mig i støvet og konstatere, at han gjorde alle mine tvivl til skamme og har gjort det igen – skrevet en fuldkommen fantastisk roman. For med Guds bedste børn, hamrer Morten Pape en pæl igennem det faktum, at han er Danmarks bedste litterære dokumentarist. © Bognørden Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden: Planen – Læs anmeldelsen her Forfatter: Morten Pape 438 sider Politikens Forlag Anmeldereksemplar
En motor for fortællingen er at afdække de rascistiske motiver for mordet, der ifølge romanen hurtigt og effektivt blev sløret af både efterforskningen og på højeste politiske niveau. Romanen dokumenterer dette med citater af Københavns Politis daværende drabschef og daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Morten Pape har desuden i et interview med DR oplyst, at han en periode kendte gerningsmanden, som var ven med hans lillebror og søn af Morten Papes fars kæreste på det tidspunkt. "Alle er bange for en araber med flyveører" Denne ironiske udtalelse kommer fra Zeki, der er i gang med at forklare vennen Jamil, at han må kunne sætte sig i respekt, hvis han vil have pigernes opmærksomhed. Det er også Zeki, der efter en avisrunde siger til Jamil: "Sværger Jamil. Jeg dør, hvis vi skal op ad de trapper igen, hvortil Jamil svarer: "Det kan vi ikke. Vi ser for godt ud til at dø". En tragisk udtalelse, der peger frem mod overfaldet en time senere. Romanen er fortælles i tredjeperson med synsvinkelskift mellem de tre hovedkarakterer, Jamil, Simon og Mickey.
Både Jamil og Simon, der sladrer i retten og må flygte til »fucking Falster, « ender smadret af egen skyldfølelse og social udstødelse fra deres respektive miljøer som straf for hver deres måske moralske forræderi. Jamil, fordi han ikke forhindrede, men indirekte forårsagede vennens død ved at overtale ham til at tage det dårligt betalte, men ærlige job som avisbud, hvilket han til gengæld gjorde for at forhindre Zeki i gøre karriere som bandedreng i Holmbladsgadeblokken, de bor i. Portræt af en psykopat Den eneste, der hverken før eller siden føler skyld, er romanens allermest ødelagte menneske, Mickey, som ikke desto mindre er den, romanen også mest nærgående, mest rørende, mest skræmmende og formmæssigt mest eksperimenterende skildrer. Hans største drøm er at røve en bank. Ødelæggelse er ømhed for ham.
Mennesker, de fleste af os ellers ville gøre alt for at undgå på gaden og i livet. "Da desserten er serveret og spist, og de voksne tæller bestikket op, mangler der en gaffel, men inden de når at fryse hele afdelingen, finder de den i halsen på Omar, der bliver kørt på skadestuen, Steen synes at jeg selv skal tørre blodet op inde på Omars værelse. " Ordene kommer i et flow, en 'stream of conciousness', hvor volden ofte bare er en slags parentes, som den kan blive det i en verden, hvor forsøg på omsorg misforstås som kærlighed, og kærlighed kun kendes som sex. Hvor venskab og broderskab kræver blind loyalitet, verden er lille og den er sort eller hvid. Du er med, eller du er imod. Morten Pape vandt Debutantprisen for Planen, og 'Guds bedste børn' må man også overgive sig til. De(n) kryber helt ind under huden, men det er ikke lige rart undervejs. Analyse Pape, Morten - Guds bedste børn 'Guds bedste børn' er en tragisk fortælling om et brutalt køllemord og et realistisk portræt af samfundets sociale bund.
Guds bedste børn giver et råt og realistisk portræt af en gruppe unge mænd opvokset i Holmbladskvarteret på Amager. Fætrene Simon og Mickey på 17 og 15 har sønderslåede opvækster i nedbrudte hjem bag sig. De strejfer rundt pumpede på dope og rascime i Københavns gader i bil og jagter slagsmål, der for et øjeblik kan tage trykket af kedlen. På en trappesten ser de to pizzaspisende avisbude med etnisk baggrund, Zeki og Jamil. Mickey stiger ud af bilen med en fastelavnskølle i hånden og med fætteren Simon efter sig. Zeki modtager et dødbringende slag og erklæres dagen efter hjernedød. Gennem længere krydsklip mellem synsvinkel, sted og tid afdækkes karakterernes baggrundshistorier. Læseren får fortællingen om de tre unge mænd, Jamil, Simon og Mickey. Jamil overværer mordet på sin bedste ven og ekskluderes bagefter fra sin omgangskreds. Hans gamle venner mener, han bærer skylden, fordi han ikke greb ind. Simon angiver sin onkel, hvis våben han havde i bilen, mens mordet skete. Bagefter får han nedsat sin straf og kæmper for at få en tilværelse på benene på flugt fra et hårdkogt kriminelt miljø.
Sitemap | Bt Dk Mobil, 2024