Dette er i modsætning til de automatiske reaktioner, der netop virker direkte og automatisk på ændringer i den økonomiske situation. Tidligere var der stor optimisme knyttet til mulighederne for en "fin-styring" af økonomien med den diskretionære finanspolitik, men i lyset af erfaringerne med denne type politik er der nu konsensus om, at dette er vanskeligt, og at den diskretionære finanspolitik kun skal bringes i anvendelse ved store udsving i den økonomiske situation. Storhedstiden for den diskretionære finanspolitik i Danmark var i 1970'erne og starten af 1980'erne, hvor der i kølvandet på den såkaldte oliekrise blev gennemført en række finanspolitiske indgreb vekslende mellem ekspansive indgreb for at mindske arbejdsløshed og kontraktive indgreb for at mindske underskuddet på de offentlige finanser. Væsentlige kontraktive finanspolitiske indgreb er Kartoffelkuren fra 1986, der indeholdt opstramninger for at reducere privatforbruget, samt Pinsepakken fra 1998, som havde til hensigt i tide at reducere en tendens til stigende lønninger og forringet konkurrenceevne.
En stigning i statens udgifter vil ofte ske gennem det som medierne kalder offentlige investeringer. Det vil sige at staten vælger at bruge nogle penge på forskellige projekter. Eksempelvis renovering af offentlige bygninger, opførelse af nye bygninger eller veje, eksempelvis broer. Dette tjener nøjagtigt samme formål og er derfor også et ganske yndet middel at bruge. Når nu der allerede er talt om formålet med ekspansiv finanspolitik, så er det vel nok ganske relevant lige at forklare dette også. Selve formålet er nemlig at sætte gang i økonomien. Det giver lidt sig selv, da det allerede er nævnt, at ekspansiv finanspolitik ofte bruges i forbindelse med økonomiske kriser. Det der kendetegner en økonomisk krise er nemlig, at væksten ofte er meget lav eller faktisk ikke eksisterende. Det betyder også at arbejdsløsheden stiger og at statens indtægter i forvejen er lave, men for at få gang i dette kan man jo vælge en af ovenstående muligheder, eller dem begge i kombination. En skattelettelse tjener det formål at det bliver mere attraktivt at arbejde.
Dette kan skabe en systematisk tendens til underskud og gældsopbyggelse. Det faktum, at der ikke skete en gældsreduktion i mange OECD-lande i de gode år inden Finanskrisen, kan tolkes som et tegn på en sådan systematisk tendens. I de senere år er der kommet fokus på regler eller rammer for den samlede finanspolitik. De såkaldte budgetregler inden for EU er et eksempel herpå. Ifølge Stabilitets- og Vækstpagten må det offentlige budgetunderskud i et givet år ikke overstige 3% af BNP, og gælden må ikke overstige 60% af BNP. Med Finanspagten er der bl. a. tilføjet et krav om, at den strukturelle budgetsaldo ikke må have et underskud, der overstiger 0, 5% af BNP. Med den strukturelle budgetsaldo forstås en vurdering af de offentlige finanser i en normal konjunktursituation. I 2013 gennemførtes i Danmark en budgetlov, som sigter mod en mere tæt styring og langsigtet planlægning af de offentlige udgifter. Demografiske forskydninger i retning af en aldrende befolkning har skabt fokus omkring finanspolitisk holdbarhed.
Når der er økonomisk krise, så er det altid relevant også at snakke om finanspolitik. Det er nemlig ofte det instrument der bliver brugt til at håndtere kriser, og påvirke økonomien. Den mest anvendte form for finanspolitik er den ekspansive finanspolitik, hvorfor dette begreb også er yderst relevant at få forklaret. Der er muligvis en hel del mennesker der har hørt om ekspansiv finanspolitik uden faktisk at vide det. Det er nemlig yderst sjældent, at begrebet anvendes i fjernsynsmedier, men alligevel beskrives handlingerne faktisk, bare uden at nævne begrebet. Ekspansiv finanspolitik er nemlig når man enten mindsker statens indtægter eller, når man øger statens udgifter. En sænkelse af indtægterne vil typisk ske i form af en lettelse af skatten på arbejde. Dette er nemlig en af statens primære indtægter og en sænkelse af denne tjener lige nøjagtigt formålet med den ekspansive finanspolitik. Derfor er dette et ganske yndet middel at bruge. Selve formålet vil jeg vende tilbage til på et senere tidspunkt.
25. april 2014 by Invested dk Finanspolitik er måden hvorpå, en regering justerer dens forbrug og skattesatser for at overvåge og have indflydelse på en nations økonomi. Det er søsterstrategien til pengepolitikken, hvorigennem en centralbank har indflydelse på en nations pengebeholdning. Disse to politikker bliver brugt med forskellige kombinationer for at styre et lands økonomiske mål. Her kigger vi på, hvordan finanspolitik fungerer, hvordan den skal overvåges, og hvordan politikkens implementering kan påvirke forskellige folk i en økonomi. Før Den Store Depression der varede fra d. 4. september 1929 til de sene 1930'ere eller tidlige 1940'ere, var regeringernes tilgang til økonomien laissez-faire. Efter 2. Verdenskrig var det bestemt, at regeringerne skulle indtage en mere proaktiv rolle i økonomien for at regulere arbejdsløshed, forretningscyklusser, inflation og bekostning af penge. Ved at bruge en kombination af finans- og pengepolitik (afhængig af regeringens orientering og filosofi, kan den ene politik måske dominere over den anden) var regeringerne i stand til at kontrollere økonomiske fænomener.
Ekspansiv finanspolitik er når staten går ind og sætter gang i den økonomiske aktivitet i samfundet. Man kan føre ekspansiv finanspolitik ved at forøge de offentlige udgifter; øge offentlige arbejdspladser og give flere overførelsesindkomster. Staten kan også sænke skatterne, og på den måde sætte gang i økonomien. Ekspansiv finanspolitik anvendes under lavkonjunktur. Kontraktiv finanspolitik er når staten mindsker sin udgifter, og tager penge fra samfundet. Konstraktiv finanspolitik kunne være at øge skatterne, men dette kan have den negative effekt at forbruget falder og ledigheden bliver større. Kontraktiv finanspolitik anvendes som regel i højkonjunktur for at undgå for inflation. Konjunkturafhængig finanspolitik (ekspansiv i dårlige tider, kontraktiv i gode tider) er keynesianisme. Andre økonomiske skoler ( Monetarisme, Hayek) mener ikke, at staten skal blande sig i samfundsøkonomien.
Øget aktivitet i økonomien betyder færre udgifter og stigende indtægter for det offentlige, og dermed en forbedring i den offentlige sektors budgetsaldo, dvs. forskellen mellem samlede indtægter og udgifter. Denne automatiske budgeteffekt virker mod-cyklisk, dvs. der trækkes flere midler ud af økonomien under en højkonjunktur og omvendt under en lavkonjunktur. Dette har den fordel, at det ikke kræver en politisk beslutning, men er en automatisk reaktion givet systemets indretning. Derfor betegnes effekten også som de automatiske stabilisatorer. Danmark har et veludbygget velfærdssamfund, og derfor er de automatiske stabilisatorer blandt de største i OECD -området. En diskretionær stabiliseringspolitik er udfordret af, at der først skal være klarhed omkring behovet for et politisk indgreb. Dernæst skal der træffes beslutning om et indgreb, som derefter skal implementeres, før det senere får en effekt. Den samlede tidsforskydning kan derfor være stor, med risiko for at den diskretionære politik ikke er præcist afstemt efter den økonomiske situation.
Sitemap | Bt Dk Mobil, 2024